Mundrens og andre løsninger til at slippe af med din hunds dårlige ånde
Din hund har sjældent den reneste og friskeste ånde. I nogle tilfælde kan det dog være særlig stygt. Når det er sådan, kan det være, at du har mindre lyst til at klappe din hund, fordi den ånder dig ind i hovedet, når du gør det.
Dårlig ånde er som regel et tegn på, at der er noget andet galt med hunden. Det er derfor vigtigt, at du finder ud af, hvad det er. Når din hunds ånde bliver meget dårlig, er det derfor en god ide, at du holder ekstra øje med den og måske tager den med en tur til dyrlægen.
Slip af med dårlig ånde med mundrens
Hvis du gerne vil slippe af med den dårlige ånde, kan du bruge en mundrens til at rense hundens tænder og gummer. Du kommer mundrens på en vatpind og løfter op i hundens læbe. Så kan du hurtigt køre vatpinden rundt langs tænderne og gummerne. Hvis du gør det to til tre gange om ugen, skulle lugten gerne helt forsvinde.
255853291
Tandproblemer er ofte skyld i dårlig ånde
Når din hund har dårlig ånde, skyldes det ofte, at den har problemer med sine tænder. Det er derfor vigtigt, at du tager den med til dyrlægen og får den undersøgt.
Du kan være med til selv at forebygge din hunds tandproblemer ved, at du regelmæssigt børster dens tænder. Du kan ofte bruge en tandbørste til børn til din hund, men skal huske at bruge en særlig tandpasta. Sørg for at børste din hunds tænder et par gange om ugen, fra den er hvalp. Så forebygger du tandproblemer og vender din hund til at få børstet tænder.
Fodertilskud kan hjælpe på dårlig ånde
I nogle tilfælde kan det også slå din hunds dårlige ånde ned, at du giver den fodertilskud. Det er et tilskud, der sørger for, at plakken ikke sætter sig fast inde i munden på din hund. Du drysser det udover hundens mad, og så renser tilskuddet hundens tænder, når den tygger sin mad. Tilskuddet forhindrer også, at plakken bliver til tandsten. Det er et stort problem hos mange hunde, der ikke får børstet tænder. Det koster mange penge at få fjernet det hos dyrlægen.
Legetøj kan rense tænderne
Du kan også finde noget særligt legetøj til din hund, der er med til at rense hundens tænder. Det hjælper med til, at den har sunde tænder og gummer hele livet, og at den ikke får dårlig ånde.