Fila Brasiliero - et heftigt bekendtskab
Siden 1991, hvor de første tiltag til et forbud mod bestemte typer hunderacer i Danmark blev en realitet, er der mange skønne hunderacer, som er forsvundet fra gadebilledet. Hvert år er ”nye” hunderacer blevet tilføjet listen, som findes i hundeloven, og det ofte til stor fortrydelse for kendere af disse racer, da langt de fleste hunde er fredelige overfor mennesker, så længe de får den rette træning. En af de racer, som er inkluderet indenfor de seneste 10 år, er den store og tunge race Fila Brasileiro – eller Brasiliansk Mastiff. Dette er dog med temmelig god grund, som det vil fremgå af det følgende.
En bister type
Fila Braisleiro deler visse lighedstræk med den forsonlige danske Broholmer – men lad ikke kæmpens ydre snyde dig! Denne race er, ud over sine overlegne sporings-evner, kendt for sit bistre temperament og tendens til aggresivitet overfor mennesker.
Racetypisk falder Fila Brasileiro under betegnelsen Mastiff eller Molosser, som er en typebetegnelse for muskelhunde i den tunge ende. ”Fila” betyder på portugisisk ”at fastholde” – og dette betegner denne races modus operandi. Typisk for denne type hunde er, at de ikke er tilbøjelige til at angribe eller dræbe deres bytte, men snarere holde det i skak indtil jægeren eller et andet menneske ankommer. Og med denne hunderaces imposante størrelse vil de færreste nok prøve at gå i clinch med en Fila Brasileiro.
Lagerfoto-id: 593726345
Den fødte beskytter
Disse egenskaber gør, at Fila Brasileiro ofte anvendes som jagthund eller vagthund. I slavetidens Brasilien blev Fila Brasileiro anvendt til at indfange undslupne slaver – her kom såvel hundens skarpe næse og temperament dens herre til gode. Denne usympatiske historie skal dog ikke ligge racen til last – denne adfærd udspringer af hundens naturlige instinkt, som handler om at beskytte og forsvare sin herre, og er blot blevet misbrugt af mennesker til at fremme deres formål. En Fila Brasileiro kan sagtens, med den rette socialisering helt fra de tidlige hvalpeår, fungere som familiehund, og også opdrages til at opføre sig pænt i selskab med andre hunde og mennesker. Det bør dog understreges, at dette kræver meget mere – og særlig – træning i forhold til hvad der kræves af mere gængse hunderacer. Samtidig vil man aldrig kunne fjerne beskytter-instinktet fra hunden – og så kan man selv tænke sig til, hvad der kan ske, når en fremmed nærmer sig lidt for hastigt på stien i parken, eller et barn i kådhed kaster sig mod hunden eller dens ejer.
Hvis du bliver tilbudt en Fila Brasileiro, bør du takke nej, medmindre du er ekspert i denne race – og villig til at tage det nødvendige ansvar, skulle uheldet være ude.