Golden Retriever

Golden Retriever - en kærlig og trofast ven for livet

Golden Retriever - en kærlig og trofast ven for livet

Når talen falder på valg af familiehund, vil Golden Retriever med stor sandsynlighed blive nævnt. Den bløde, gyldne pels, de rare øjne og det blide udtryk som underbygges af trekantede hængeører og et teddybjørnsagtigt snudeparti gør Golden Retriever til den foretrukne hunderace for børnefamilien. Og det med god grund.

Et venligsindet temperament og en stor legelyst

Golden Retriever har ry for at være socialt anlagt, trofast overfor sine primære mennesker, venligt anlagt overfor fremmede, og nem at få til at gå i spænd med såvel et hus med have som en lejlighed i byen. Så længe en Golden Retriever får kærlighed og opmærksomhed fra sine mennesker, kan den trives næsten hvor som helst. Det er dog værd at holde sig for øje, at der er tale om en forholdsvis stor race, og at Golden Retriever oprindeligt er fremavlet som jagthund – ikke som selskabshund. Dette betyder, at hunde af racen Golden Retriever kræver daglig motion og underholdning – og da ’retrieve’ betyder ’hente’, giver det næsten sig selv, at din Golden Retriever vil være lykkelig, hvis du kaster bolde eller pinde, som den kan få lov at aflevere til dig. Da Golden Retrieveren tilhører racetypen ’vand-apporterende hund’, er de fleste Golden Retrievere også ovenud begejstrede for en tur til stranden, hvor den kan få lov at boltre sig i vandkanten.

Stock photo ID: 113703277

En loyal følgesvend

En Golden Retriever kræver, i lighed med andre hunderacer, grundlæggende træning og socialisering for at blive en velfungerende familiehund. Racen er meget modtagelig overfor læring, og du vil opleve, at din Golden Retriever faktisk nyder dagene i hundeskolen. Racens høje intelligens og træningsparathed gør, at valget ofte falder på Golden Retriever, når der skal vælges hunde til optræning til funktioner som for eksempel førerhunde for blinde, hørehunde for døve, og søgehunde i forbindelse med oprydning efter jordskælv og lignende. Til gengæld egner en Golden Retriever sig meget dårligt som vagthund – den vil typisk forsøge at gøre sig gode venner med tyven i stedet for at skræmme ham væk eller angribe.

Skabt til familielivet

Et af racens særlige kendetegn er dens engleagtige tålmodighed med børn. Dette betyder selvsagt ikke, at man skal undlade at opdrage sine børn til korrekt omgang med dyr, men at din Golden Retriever også her kan fungere som læremester. En Golden Retriever egner sig til en social tilværelse i et varmt hjem med en venlig omgangstone. Kan dit hjem opfylde disse kriterier, vil en Golden Retriever kunne bibringe din familie meget mere kærlighed og hengivenhed, end du kan forestille dig.