Få styr på økonomien i forhold til dit kæledyr og dets udstyr

26. juni / Emilie Jacobsen billigt lån

Kæledyr handler for de fleste om at få en god ven, men anskaffelsen af et kæledyr er også bundet sammen med et betydeligt økonomisk ansvar. Du bør derfor overveje, helst inden du anskaffer kæledyret, hvor pengene til uforudsete dyrlægeregninger og lignende omkostninger skal komme fra.

Drømmen om et kæledyr udspringer typisk af behovet for at have en ven i dyreform. En du kan snakke med, kæle med og tage dig af. Et dyr, der giver dig ubetinget kærlighed, og måske for nogle kan holde ensomheden lidt på afstand.

På trods af, at det er et så følelsesmæssigt behov at have et kæledyr, bør du ikke underkende, at økonomi også spiller en vigtig rolle i forbindelse med både anskaffelsen og det at have et kæledyr. Nogle kæledyr er dyre at anskaffe, det gælder for eksempel for hunde. For alle kæledyr gælder, at det koster en del penge i forhold til udstyr, foder, forsikringer og dyrlægeregninger at have dem. Det er derfor vigtigt, at du har gennemtænkt den del også, inden du vælger at anskaffe et kæledyr. 

Har du ikke råd til det, som et kæledyr koster, eller står du over for at skulle betale en stor dyrlægeregning, er det værd for dig at overveje, om du skal låne pengene til det. Det kan du læse mere om længere nede i teksten. 

 

Hvad koster det at købe et kæledyr? 

Selvom det selvfølgelig ikke kun er prisen, det skal handle om, når du anskaffer et kæledyr, er den selvfølgelig også en vigtig faktor i forbindelse med dit valg. Der er meget stor forskel på, hvad de forskellige former for kæledyr koster – også inden for de forskellige arter. En racehund kan koste mange tusind kroner mere end et gadekryds. 

Udover selve prisen til kæledyret er der selvfølgelig også en række andre udgifter. Det kan være engangsudgifter som indkøb af bur, madskål og vandskål eller tilbagevendende udgifter som dyrlægeregninger og forsikring. 

Når du anskaffer et kæledyr, er du derfor nødt til også at tænke din økonomi ind i anskaffelsen. Både nu og her og på længere sigt. Når du har fået et overblik over, hvor meget et kæledyr kommer til at koste dig, kan du langt bedre finde ud af, hvilket kæledyr der vil være det rette for dig, og hvornår du har råd til det. 

 

 

Køb af hunde 

En hund er generelt et dyrt kæledyr at anskaffe. Selv et gadekryds – en blanding mellem flere racer – kommer du til at betale flere tusind kroner for. Hvis du gerne vil have en hund i en bestemt race, kan du hurtigt ende med at betale 10-15.000 kroner for en hundehvalp. 

For nogle dyr gælder, at du har mulighed for at få dem billigere, hvis du anskaffer dem gennem et internat. På et internat skal du dog også regne med at give i hvert fald et par tusind kroner for en hund. 

Når hunde er så dyre, kan det være fristende for dig at gå efter “et godt tilbud”, hvis du finder det. Det er dog vigtigt, at du undersøger hundens baggrund ordentligt, da der for eksempel har været sager, hvor hunde er blevet opdrættet under dårlige forhold eller er blevet importeret fra udlandet og solgt i Danmark. 

En anden overvejelse for dig, der gerne vil have hund, bør også være, at selvom en racehund er dyrere, kan det være, at den alligevel er den rigtige hund for dig. Kun ved at vælge en racehund kan du være sikker på, at den har de karakteristika, som du leder efter. Det er ikke mindst vigtigt i forhold til for eksempel bomuldshunde, der er meget allergivenlige hunde. 

 

Udstyr til hunde

Udover selve hunden har du også brug for udstyr til den. Det er meget individuelt, hvor mange penge du kommer til at bruge på hundens udstyr. Det kommer helt an på, hvor god kvalitet du går efter, og om du for eksempel vil genbruge noget, du allerede har i hjemmet. For eksempel til madskål og vandskål. 

Det udstyr, som du som udgangspunkt, har brug for, er: 

– Et halsbånd

– Hundetegn

– En hundekurv

– En hundesnor

– Madskål og vandskål

– Hundemad 

Derudover har du mulighed for at få meget andet udstyr som for eksempel dækkener, legetøj, cykeltrailere, særlige poser til hundelort, børste, kamme, transportkasser og meget mere. Det er ikke udstyr, som du nødvendigvis har brug for. Det kommer helt an på den givne situation. 

De seneste år er det blevet almindeligt med butikker, hvor du kan købe kvalitetshundeudstyr brugt. Dermed er der altså mange penge at spare på udstyret til din nye bedste ven. 

 

 

“Billige” katte

Modsat hunde er det nærmest muligt for dig at få smidt en kat i nakken. Muligheden for at kontrollere, om ens kat får killinger eller ej, betyder, at katte generelt er langt billigere at anskaffe. Ofte har du mulighed for at få en helt gratis, eller du kan tage en herreløs kat til dig. Har du bare et ønske om en kat, kan du altså hurtigt få opfyldt det. 

På de danske dyreinternater sidder der mange herreløse katte, der venter på et nyt hjem. Det er enten katte, der er blevet fundet, og hvor det ikke har været muligt at finde ejeren, eller det er dyr, som ejeren ikke har kunnet have alligevel. Det koster omkring 1.000 kroner at adoptere katte fra et internat. Til den pris er katten så også chippet, øremærket, vaccineret og har fået et sundhedstjek. 

Drømmer du om en bestemt slags kat, altså en racekat, kan du dog godt regne med, at du skal give en del penge for den. Du kan hurtigt komme op og betale et sted mellem 5.000 og 10.000 kroner for en racekattekilling. 

 

Udstyr til katte

Selvom du vælger den billige løsning med at anskaffe en gratis eller næsten gratis kat, skal du stadig regne med, at der er en del udgifter i forbindelse med anskaffelsen. I følge Dyrenes Beskyttelse koster det mellem 6.600 og 7.400 kroner det første år efter, at du har anskaffet kat.

Derefter falder udgifterne en del, da nogle af dem er engangsgifter. Bare fordi katten var billig, skal du dog ikke regne med, at udstyret er det. Noget af det udstyr, som du får brug for til din kat, er: 

– Øremærkning

– Sterilisering eller kastrering

– Registrering i Det danske katteregister

– Kattegrus

– Foder

– Legetøj og aktivering

– Forsikring 

– Dyrlægetjek

Du skal regne med, at du skal bruge flere penge på en indekat end en udekat, da en indekat har brug for mere aktivering end en udekat. 

 

Kilde: Dyrenes Beskyttelse 

 

Køb af kaniner, hamstre og andre gnavere

Drømmer du om en gnaver som kæledyr, er det som regel ikke selve anskaffelsen af dyret, der kommer til at koste dig mange penge. En kanin kan du typisk købe for mellem 300 og 500 kroner, mens en hamster koster omkring 300 kroner, og et marsvin mellem 150-200 kroner. 

Det er derfor kæledyr, der prismæssigt er inden for rækkevidde for de fleste mennesker. Der findes selvfølgelig mere sjældne former for gnavere og dyr, der er særligt fine inden for en bestemt race, som du skal betale flere penge for. 

 

Udstyr til gnavere

Selvom prisen på din nye gnaver ikke er høj, er der mange ting, du skal have anskaffet i forbindelse med, at du køber den. Først og fremmest er det et bur, du kan have den i. Du kan få bure, som du kan sætte op uden for.

Ønsker du det, er det en god ide, at du også anskaffer en løbegård, så din nye gnaver kan nyde godt af udelivet. Vær opmærksom på at sikre udendørsbure og løbegårde forsvarligt, så dit nye kæledyr ikke bliver taget af katte, ræve eller fugle. 

Udover buret og indhegningen har din gnaver brug for en madskål og en drikkedunk. Derudover skal du løbende købe frisk hø, som det kan bygge hule i, og savsmuld, som det kan gå på. 

 

 

Fugle i alle prisklasser

Drømmer du om en fugl som kæledyr, vil du hurtigt opdage, at priserne på dem, varierer endnu mere, end priserne på en hund. Du kan få undulater og vagtler til omkring 150 kroner, og så kan du få store papegøjer til 25.000 kroner eller mere. Der er altså milevid forskel, alt efter hvilken fugl du drømmer om. 

Læg dertil, at nogle fugle kan være svære at få fat på. Hvis du bliver tilbudt den fugl, som du gerne vil have, kan det derfor være nødvendigt, at du slår til, når du får tilbuddet. Der er det altså vigtigt, at du på forhånd har en ide om, hvor du skal få pengene fra, når du begynder at kigge på fugle. 

 

Udstyr til fugle

For at kunne holde fugle er det selvfølgelig vigtigt, at du har et bur, som de kan være i. Det er dog forskelligt, hvor meget du skal regne med at bruge på buret alt efter, hvor stort det er, og om det skal stå indenfor eller udenfor. 

Mange fugle har godt af at gå flere sammen. Det kræver selvfølgelig, at du har et større bur, end hvis du bare vil have en fugl. Ønsker du mange forskellige fugle, kan du vælge at have en voliere, hvor du kan have fuglene. Den er oplagt, hvis du har en stor have. 

Udover et bur eller en voliere skal du også have en madskål, vandskål og eventuelt et bo, en rede og noget legetøj til fuglene. Det kommer helt an på, hvilken type fugl du vælger at anskaffe. Derfor bør du altid tjekke op på, hvilken form for udstyr de forskellige fugle har brug for.  

 

 

Anskaffelse af akvariefisk

Er akvariefisk dine drømmekæledyr behøver du ikke at bruge en masse penge på selve fiskene. Dem kan du ofte finde til mellem 50 og 100 kroner stykket. Det løber dog selvfølgelig op, jo flere fisk du gerne vil have i dit akvarium. Og der er bare noget særligt ved at have mange forskellige fisk at se på – men husk selvfølgelig at se på, hvilke fisk der kan trives sammen. 

Der findes selvfølgelig nogle fisk, der koster mange penge. Det er dog sjældent dem, du vil starte med, når du først anskaffer et akvarium. Bliver du bidt af det, vil du dog helt sikkert begynde at blive opmærksom på de mange forskellige muligheder, du har for at anskaffe forskellige typer af fisk. 

 

Akvarium og andet udstyr 

Akvariet kommer selvfølgelig klart til at være din største udgift, når du gerne vil have akvariefisk. Du kan finde akvarier i forskellige størrelser og dermed også i forskellige prisklasser. Hvor stort et akvarium du har brug for, kommer helt an på, hvor mange fisk du gerne vil have, og hvor meget plads de kræver. 

Udover selve akvariet har du også brug for livsnødvendigt udstyr til det. Det er blandt andet en lampe og en pumpe, der kan filtrere vandet. Lampen gør det muligt for dig at skabe en illusion af dag og nat for dine fisk, da dit akvarium typisk står et sted, hvor dagslyset ikke nødvendigvis rammer det.

Pumpen filtrerer vandet, så det bliver ved med at være iltet. Det er vigtigt for, at fiskene kan overleve i vandet. Udover at have pumpen bør du også udskifte vandet i akvariet med jævne mellemrum. 

Mange vælger også at have sten i bunden af akvariet og have planter i det. Det ser både godt ud og er med til at give fiskene mulighed for at gemme sig. Du kan også vælge at have forskellige former for udsmykning af dit akvarium for eksempel en baggrund og plasticgenstande, der kan ligge på bunden. For eksempel en model af et piratskib eller andre sjove gadgets. 

 

 

Krybdyr som kæledyr

De mest almindelige krybdyr at have som kæledyr er skildpadder. Prisen for at anskaffe dem afhænger af, hvor store skildpadder du gerne vil have. Du kan få små skildpadder for omkring 500 kroner, mens større skildpadder koster omkring 4000 kroner. 

Slanger og gekkoer er også populære kæledyr i denne kategori. Slangerne koster typisk et sted mellem 1000 og 2000 kroner, mens gekkoerne typisk koster mellem 800 og 1500 kroner. 

Ingen af krybdyrene kommer derfor typisk op i nærheden af, hvad for eksempel en hundehvalp koster. Men dermed ikke sagt, at det selvfølgelig er værd at tænke over omkostningerne til anskaffelse, hvis du ikke har så mange penge. 

 

Terrarium og andet udstyr til krybdyr 

Når du vil have et krybdyr som kæledyr, har du også brug for at have et terrarium, som det kan bo i. Terrariet gør det muligt for dig at give krybdyret den helt rette temperatur i forhold til, hvad det foretrækker.

Mange krybdyr har brug for ekstra varme, og du bør derfor også have en varmelampe til terrariet. Udover en varmelampe skal du også have en almindelig lampe. Med den kan du skabe illusionen af dag og nat, lige som du kan med akvariet. 

For at gøre terrariet mere spændende for dit dyr at være i og gøre det mere spændende for dig at se på bør du også sørge for at have planter i det. Har dit kæledyr brug for en hule, kan du også købe for eksempel sten til at skabe den med. 

 

 

Øvrige udgifter til kæledyr

Udover udgifterne til at anskaffe et kæledyr og til det udstyr, som det skal bruge, når du får det, er der også en række løbende udgifter. For alle dyr er det selvfølgelig foder. Derudover kan der også være udgifter til for eksempel hø og savsmuld til gnavere, som du skal købe regelmæssigt. 

Derudover er det også en god ide, at dit kæledyr er forsikret. Det kan dels være en hjælp, hvis dit kæledyr bliver sygt, og du kommer til at stå med en stor dyrlægeregning. Dels kan det være nødvendigt i forhold til, hvis dit kæledyr udretter skade af den ene eller anden slags. Der kan forsikringen også gå ind og dække. 

Lige meget om din forsikring dækker noget af dyrlægeregningen eller ej, skal du selvfølgelig regne med, at du regelmæssigt skal betale for, at dit kæledyr kan komme til lægen. Dyr kan ikke sige, når det gør ondt, og det kan være svært for os mennesker at se det på dem, medmindre der er tale om meget akutte skader. Derfor er det en god ide, at dit kæledyr i hvert fald kommer til tjek hos dyrlægen en gang om året. 

 

Er det et krav at have forsikring af sit kæledyr? 

Den eneste forsikring, som det er et krav, at du har, er en ansvarsforsikring af din hund. Hvis din hund gør skade på andre personer eller deres ting, kan du altså få et beløb udbetalt fra forsikringen, der kan hjælpe dig med helt eller delvist at dække det, du skylder dem. 

Du har ikke mulighed for at købe ansvarsforsikringer til andre kæledyr. I nogle tilfælde kan din egen ansvarsforsikring dog dække, hvis dit kæledyr gør skade på noget. Det er derfor værd at undersøge det, når du gennemgår dine forsikringer. 

Udover en ansvarsforsikring er det også muligt at få en sygdoms- og ulykkesforsikring og en livsforsikring til nogle kæledyr. Sygdoms- og ulykkesforsikringen betaler en del af dyrlægeregningen, hvis dit kæledyr bliver sygt eller kommer ud for en ulykke. Det er altså med til at skære mange penge af prisen. 

En livsforsikring til dit kæledyr betyder, at du får penge fra forsikringen til at købe et nyt kæledyr, når det gamle er dødt. Typisk vælger du et antal år, som livsforsikringen skal gælde for. Hvis dit kæledyr bliver ældre end det, får du ikke penge til at købe et nyt kæledyr, hvis dit kæledyr dør. 

 

Kilde: tænk.dk

 

 

Dyrlægeregninger kan hurtigt løbe op

Et almindeligt helbredstjek hos lægen kan hurtigt løbe op i hvert fald 1000 kroner. Skal dit kæledyr også vaccineres, have renset tænder eller klippet negle, kan det blive endnu flere penge. Du skal derfor hvert år regne med at bruge nogle penge på, at dit kæledyr skal til dyrlægen. 

Bliver dit kæledyr sygt, eller kommer det ud for en ulykke, kan det godt løbe op i rigtig mange penge. Det kan nemt koste 10.000 kroner eller mere. Det er mange penge, og der er da derfor også nogle, der overvejer, om de skal have aflivet deres kæledyr, når de bliver syge, fordi omkostningerne til behandling er så store. 

Det er rigtig ærgerligt, at økonomi skal spille en rolle i forhold til, om du kan beholde et kæledyr eller ej, men sådan er det desværre bare, som verden er skruet sammen i dag. Det er billigere at få aflivet et kæledyr end for eksempel at få det opereret, og med en operation er der jo ingen garanti for, at dit kæledyr bliver raskt. 

 

Godt at have en kæledyrsopsparing

Som udgangspunkt bør du kunne dække udgifterne til at have dit kæledyr med de indtægter, du får ind hver måned. Dermed kommer du ikke hele tiden til at stå og mangle penge til at betale for noget i forbindelse med dit kæledyr.

Der kan dog opstå situationer, hvor du får brug for flere penge, end det månedlige beløb du har sat af hver måned. For at imødegå de udgifter kan det være værd for dig at overveje, om du skal have en kæledyrsopsparing. Der kan du sætte lidt penge ind hver måned, så du har penge nok, hvis der kommer en uventet stor dyrlægeregning eller andre store uforudsete udgifter. 

Om du vil have en opsparing, bør dog også være en afvejning i forhold til, hvordan du har det med penge. Har du nemt ved at spare op, og kan du godt lade pengene stå, kan det være værd for dig at gøre det på denne måde. Har du lyst til at bruge pengene, hver gang du ser, at de står der, kan det dog også være en strategi, at du i stedet tager et forbrugslån for at dække uforudsete udgifter til dit kæledyr. 

 

 

Forbrugslån til uforudsete udgifter 

Står du i en situation, hvor du ikke har mulighed for at betale for dit dyrs dyrlægeregninger, kan det være en ide for dig at overveje et billigt lån. Det kan du for eksempel få gennem Ikano Bank, hvor du kan låne op til 300.000 kroner i op til 12 år. Forhåbentlig kommer din dyrlægeregning dog ikke til at løbe op i så mange penge. 

Forbrugslån har et lidt dårligt ry, men fordelen ved dem er, at du har mulighed for at få pengene hurtigt udbetalt. Hvis dit kæledyr har brug for behandling her og nu, behøver du altså ikke at bruge unødig tid på at få pengene. Du kan bare ansøge om lånet på nettet og i løbet af kort tid, finder du ud af, om du må låne pengene eller ej. 

Et lån kan være en mulighed for dig, hvis du ikke er så god til at spare op, men har nemmere ved at betale af på et lån. Når du tager et lån, uanset af hvilken grund, skal du dog altid huske, at du skal kunne betale lånet tilbage igen.

Selvfølgelig har du lyst til at gøre alt her og nu for at redde dit kæledyr, men du bør også stoppe op og overveje, hvordan du vil have det, hvis behandlingen ikke virker, og du står tilbage uden dit kæledyr og med en gæld til dyrlægeregninger. At redde et dyr er altså ikke det bedste for enhver pris, hverken økonomisk eller helbredsmæssigt, selvom det kan være svært at acceptere det. 

 

Forbrugslån til at købe kæledyr for 

En anden situation, hvor det kan være fristende for dig at tage et forbrugslån, er, når du skal købe et kæledyr. Hvis du gerne vil have et af de dyrere kæledyr, som for eksempel en hund, en papegøje eller en dyr skildpadde, kan det være, at du ikke lige har pengene, når du skal bruge dem.

Der kan være rift om nogle former for kæledyr, derfor handler det om, at du har mulighed for at slå til, når chancen byder sig. Der kan du altså langt mere fleksibelt låne pengene og så betale af på dem, når du har fået dit kæledyr.

Det er ofte rarere at købe et kæledyr for lånte penge end at skulle betale dyrlægeregninger med lånte penge. Når du køber et kæledyr på den måde, ved du jo, at du ender med at have et kæledyr, som du kan glæde dig over i mange år. Det kan du ikke være sikker på, når du betaler dine dyrlægeregninger med lånte penge. 

 

 

Lån penge af venner og bekendte

Har du brug for at låne penge til at købe et kæledyr eller betale en dyrlægeregning, kan du selvfølgelig overveje at låne dem af venner og bekendte i stedet for at tage et forbrugslån. Ofte kan du låne dem billigere, da du i det tilfælde ikke betaler rente. 

Det er dog langt fra altid, at det gør noget godt for en relation, hvis der pludselig er penge mellem jer. Det kan faktisk være med til at ødelægge relationen, hvis din ven pludselig vil have pengene tilbage hurtigere, end I havde aftalt. Det er jo langt fra sikkert, at du bare kan lægge hele beløbet på en gang, selvom din ven synes, at du bør kunne det. 

Når du låner penge af et firma som Ikano Bank, ved du, at du bare skal holde dig til de månedlige betalinger, som du har aftalt med dem. Der kan altså ikke pludselig blive ændret på aftalen, medmindre selvfølgelig at du selv kontakter Ikano Bank for at få det gjort. 

 

Det skal du overveje, inden du tager et lån

Inden du tager et lån, skal du altid tænke over, hvordan du kan betale lånet af igen. Det gælder også, selvom det skal gå hurtigt med at få lånet. Når du låner penge af nogen, skal de selvfølgelig have dem tilbage igen. Uanset om det er venner og familie, eller det er en låneudbyder. 

Når du låner penge af en låneudbyder, skal du dog sende nogle papirer med om, hvordan din indtægt er. Dem bruger de til at vurdere, hvor stort et lån du må tage. Selvom de lever af at låne penge ud, er de jo ikke interesserede i, at du ikke har mulighed for at betale pengene tilbage igen. Derfor lader de dig ikke låne mere, end du kan afdrage på. 

Mange tror, at forbrugslån er meget dyre, men det er meget forskelligt, hvor meget det koster at tage et forbrugslån. Når du tager et lån, skal du se på det, der hedder ÅOP. Det står for årlige omkostninger i procent og dækker både over de renter og gebyrer, der i forbindelse med at tage et lån. I nogle tilfælde er gebyrerne større end renterne, hvorfor du aldrig bør vurdere et lån alene på, hvor høj renten er. 

Hos et firma som Ikano Bank er det nemt for dig at finde ud af, hvor meget du kommer til at betale af på lånet hver måned. De har en beregninger, hvor du kan indtaste, hvor meget du vil låne, og hvor længe du vil være om at betale pengene af. Ved at skrue på de to parametre kan du finde frem til en løsning, der passer dig.  

 

 

Kæledyr er dyre, men giver glæde

For at opsummere kan kæledyr altså være en dyr fornøjelse. For nogle kæledyr gælder det både i forhold til anskaffelsen og det udstyr, de skal bruge. I forhold til andre er det primært deres udstyr og dyrlægeregninger, der kommer til at koste dig penge.

Det er dog bestemt heller ikke noget, som du bør se let på. Når du anskaffer dig et kæledyr, er det dig ansvar, at dyret har det godt, dermed også at det kommer regelmæssigt til dyrlægen. Er du ikke sikker på, at du har råd til at sende dit kæledyr til dyrlægen, bør du kraftigt overveje, om det er en god ide, at du anskaffer dig et kæledyr. 

Når det er sagt, handler det at have et kæledyr jo først og fremmest om at have noget til at give glæde i hverdagen. Det kan være i form af en bedste ven som en hund eller kat eller ved at kunne følge og fascineres af dyr som slanger eller akvariefisk. Kæledyret er med til at give dit liv indhold, og langt de fleste kæledyrsejere vil da derfor også sige, at deres kæledyr er alle pengene værd. 

FAQ

Hvad koster en hund?

Prisen på en hund afhænger af, om det er en hundehvalp eller en voksen hund, og om det er et gadekryds eller en racehund. En hundehvalp er typisk dyrere end en voksen hund, og en racehund er dyrere end et gadekryds.

Det koster dog stadig en del penge at købe en hund. Selv et gadekryds koster hurtigt 3.000 – 4.000 kroner, mens en racehund sagtens kan koste mellem 8.000 og 15.000 kroner. Derudover kommer udgifter til registrering, sundhedstjek, udstyr og eventuel neutralisering af hunden.

Hvad koster en kanin?

En kanin koster typisk mellem 300 og 500 kroner at anskaffe. Dertil skal du selvfølgelig lægge udgifter til bur, eventuel løbegård, hø, spåner, foder og andre former for udstyr. Generelt er en kanin dog et billigere kæledyr at anskaffe end andre former for dyr.

Hvad koster en kat?

Katte i sig selv koster typisk ikke så mange penge at anskaffe. I mange tilfælde har du mulighed for at få en kat stort set gratis.

Du skal dog være opmærksom på, at der er mange udgifter forbundet med katten, selvom den er gratis. I følge Dyrenes Beskyttelse koster en kat typisk mellem 6.000 og 7.500 det første år, fordi du skal have den registeret, neutraliseret, give den et sundhedstjek og købe udstyr til den.

Hvilke udgifter er der i forbindelse med at have kæledyr?

Når du får et kæledyr, er det ikke kun selve prisen på at anskaffe kæledyret, som du skal se på. Der er nemlig også en række andre udgifter forbundet med at have et kæledyr. Det er først og fremmest foder til den, der jo varierer utrolig meget i pris alt efter, hvilket kæledyr der er tale om. Derudover kan der også være brug for hø og spåner til for eksempel gnavere.

Udover foder og andre daglige fornødenheder er der også udgifter til dyrlæge og i nogle tilfælde også forsikring. Det er lovpligtigt som hundeejer, at du har en ansvarsforsikring for dit kæledyr. For hunde såvel som for andre kæledyr har du derudover mulighed for at tilvælge sygdoms- og ulykkesforsikring og livsforsikring.