Pudlen - den festlige fætter
Selv om den lidt spøjst udseende puddel ofte forbindes med ældre damer i persianer pels, er denne race faktisk designet til at frembringe højt specialiserede jagthunde. Pudlens navn stammer fra tysk, og betyder ’pjask i vand’ – dette hænger højst sandsynligt sammen med, at racen hører under de vand-apporterende jagthunde. De fleste pudler er glade for vand, og det er en god ting, da den smukke, bølgede pels kræver en del pleje, især hvis du ynder at lufte din puddel i naturen. Pelsen vokser nemlig hele året rundt og skal trimmes og børstes ofte. Til gengæld har pudlen den heldige egenskab, at den kun danner eet lag pels, og derfor er den mest allergivenlige hund, du kan få – en stor fordel, hvis der er tilløb til allergi overfor hunde i din familie, og du selv eller dine børn kan risikere at udvikle allergi.
Selskabshunden til den aktive familie
Som det er tilfældet med de fleste racer, som har skiftet anvendelse i tidens løb, har pudlen, sin status som selskabshund til trods, bevaret en del af de racekarakteristika, som fulgte med dens oprindelige formål. Temperamentsmæssigt er pudlen stadig en jagthund med alt hvad det indebærer: Et højt niveau af opmærksomhed og årvågenhed samt lærevillighed og intelligens. Puddelhvalpen har brug for socialisering, en fast hånd under træning, og en familie med et forholdsvis højt aktivitetsniveau. De fleste pudler er vagtsomme og opmærksomme, og kan have tendens til at gø højt og længe, hvis de vurderer, at noget ikke er som det skal være.
Stock photo ID: 606027422
Fra lommeformat til kongestørrelse
Pudler fås i flere størrelser, fra den helt lille Toy Poodle, som kan være i en dametaske, over Dværgpuddel og Mellempuddel til Storpuddel, også kendt som Kongepuddel. Pudler har også været anvendt i hybrid programmer og er blandt andet blevet anvendt til at fremavle den utroligt populære Labradoodle, som er en krydsning mellem en labrador og en puddel – den nærmest perfekte familiehund.