amerikansk bulldog

Amerikansk bulldog – indbegrebet af muskelhund

Amerikansk bulldog – indbegrebet af muskelhund

De fleste af os kender de lidt karikerede bulldog-karakteristika fra tegnefilmene: Det brede, flade ansigt med underbid, hængende kinder, rynker og savl hængende fra mundvigen, de korte forben med det store mellemrum, og de trekantede hænge-ører. Og møder man en amerikansk bulldog på sin vej, vil man aldrig være i tvivl om, at den er avlet ud fra den gode, gamle engelske bulldog. Den korte snude og øvrige træk afslører den, selvom disse træk ikke er nær så udtalte hos den amerikanske bulldog som hos de engelske forfædre, som blev indført i Staterne af den europæiske arbejderklasse i 1800-tallet. Og i modsætning til den koleriske bulldog i Tom & Jerry filmene, har virkelighedens amerikanske bulldog et eget mere jovialt temperament.

Stock photo ID: 129029579

Et kærligt – men krævende – familiemedlem

En amerikansk bulldog, som er rigtigt socialiseret og trænet, vil kunne fungere som alle tiders familiehund. Racen er kærlig, nysgerrig og legesyg af natur, og fungerer fint med børn. Dog skal man være opmærksom på, at hundens følsomme temperament kræver en høj grad af opmærksomhed fra dens primære mennesker. En amerikansk bulldog, som føler sig tilsidesat, vil udvikle en uhensigtsmæssig adfærd, som kan misforstås af mennesker. Derfor bør man som ejer være ekstra opmærksom på hundens adfærd i perioder, hvor den kan risikere at føle, at den ikke får tilstrækkelig opmærksomhed – for eksempel i forbindelse med familieforøgelse.

Styrke og temperament – en farlig blanding

I lighed med stort set alle hunderacer, kan en amerikansk bulldog blive farlig at omgås, hvis den ikke har modtaget den fornødne træning og socialisering. Og i modsætning til de fleste andre hunderacer kan den blive meget farlig i de forkerte hænder. Den amerikanske bulldog har en tætbygget krop med en muskelstyrke, som langt overgår andre hunde i dens vægtklasse. Hunden er fremavlet til at have et stærkt kæbeparti – dens oprindelige anvendelse som kvæghund fordrede dette, da køer og okser er tykhudede – og dette har desværre resulteret i mange episoder, hvor bid fra amerikanske bulldogs har påført andre hunde såvel som mennesker alvorlige skader. Dette har medført, at den amerikanske bulldog sammen med andre store racer er havnet på hundelovens liste over hunderacer, der ikke længere må indføres eller avles på i Danmark.

Uansvarlig behandling skaber farlige hunde

Dette er naturligvis ikke hundens egen skyld. Temperamentsmæssigt ligger den amerikanske bulldog ikke væsentligt over andre tilladte hunderacer i Danmark, som for eksempel Golden Retriever og Schæfer, som er meget populære familiehunde. Uheldige episoder med amerikanske bulldogs skyldes i langt de fleste tilfælde, at de er blevet trænet forkert af mennesker med de forkerte hensigter, hvilket i øvrigt er tilfældet for langt de fleste af hunderacerne på listen. I de rette hænder er den amerikanske bulldog en loyal og trofast kammerat – i de forkerte en bomstærk dræbermaskine.